Bogø Grisen

 

Et lille skriv om vores grise på Bogø.

 

Gør noget godt for naturen, dyrevelfærden og dig selv. Opdræt din egen frie gris på landet. Du bestiller, vi opdrætter.

En flæskesteg, en kotelet eller en krebinet smager bare bedre, når grisen er opvokset med masser af plads at røre sig på, kan grave i jorden med trynen, boltre sig i mudderpølen, har masser af tørt sengehalm at ligge i om natten, og ikke har mærket, hvordan det er, at blive tvunget til noget, den ikke selv vil. Et liv helt uden stress.

 

Vi henter grisen som ung-gris på 3 måneder, og giver den en oplevelse i frihed. Til det sidste gør grisen kun det, den selv vil. Når den midt/slut november har nået den rette størrelse på lidt over hundrede kilo, kommer slagteren og skyder og stikker den på marken, hvorefter han tager den med til slagteriet, hvor udskæring, modning og pakning sker. Se på slagteriets hjemmeside www.stensvedslagtehus.dk under fanen 'Grise', hvordan standardudskæring ser ud.

 

For mig har det ikke noget med tid, vægt eller pris at gøre. Jeg gør det for at prøve at få noget dyrevelfærd ind i det, når vi nu alligevel har besluttet, at vi vil spise kød. Vi giver ingen medicin, de har masser af plads til deres naturlige instinkter, ingen tvang, ingen el-stave, ingen transport i levende live. Her gør de kun det, de selv vil, lige til slagteren kommer, og slukker lyset på marken, hvor de er trygge og vant til at gå. Vil man spise kød, er det ikke ligegyldigt, hvordan dyret lever og dør.

 

Ref.: POL Forbrug og Liv 12. maj 2017: »Det bedste er at lade det skyde på marken. Der opdager dyret slet ikke noget, siger slagteren, der hvert år skyder omkring 500 dyr med sin jagtriffel.«

 

Indrømmet, jeg har det mærkeligt når dagen nærmer sig. Lige nu kan jeg komme til dem overalt. Jeg kan klappe og nusse dem bag ørerne, på trynen, benene, under maven og klø dem på ryggen, og de nyder det. En gang imellem får de med haveslangen. Det er sjovt. Så flygter de, når de får strålen lige i hovedet, men er tilbage igen med det samme for at få mere. Det giver også masser af mudder og så kommer trynen i jorden. Det er vel nok den solcreme med højest faktortal, mudderet altså.

 

Jeg plejer at sige, at jeg redder dem fra transporten til slagteriet og oplevelsen i gaskammeret. Jeg ved også godt, at fire grise i min fold er for intet at regne, mod de 25 mio. der slagtes i Danmark om året. Men der er en voksende forståelse for sådanne små opdræt på vejen mod Økologi.

 

Vi kan ikke kalde vores grise økologiske. Det ville kræve, at foderet også var dyrket økologisk. Men der er ikke tilsat nogen form for medicin til foderet eller det klareste, rene vand fra Bogø's undergrund. De fleste økologiske grise bliver i øvrigt også transporteret i lastbil til gaskammeret på slagteriet. Så jeg vil nok fortsætte et stykke tid endnu med mine hobby grise, sådan som det er gjort på denne ejendom i mere end hundrede år. Hvis det da ikke bliver forbudt af fødevarestyrelsen, fordi dyret kunne falde om i nogle fækalier på marken, inden det kommer på slagteri (hvad med køreturen?).

 

Ref.: POL. Forbrug og liv 12. maj 2017: »Udgangspunktet i reglerne er, at når man slagter dyr, skal det foregå på et slagteri«, siger styrelsens sektionsleder for foder og fødevaresikkerhed.« Er det dyrevelfærd eller bureaukrati, spørger jeg?

 

Vores tilbud for en halv gris er ab slagteri 'All inclusive': Opfedning, dyrlæge, slagter, standard udskæring og transport til slagteri: 55,- kr. pr kg (krogvægten vejet af slagteriet). Har du spørgsmål til din bestilling, så ring til BirgitsButik på 20706165/40526165 eller send en mail til birgit@tjoern.dk

 

For god ordens skyld kan jeg tilføje, at vi er registreret i fødevarestyrelsen og det centrale register for husdyr (CHR) med grise, høns og æg samt af Stalddørssalg. Grisene har øremærke og slagtning foregår efter reglerne af professionelle slagtere fra Stensved Slagtehus. Endelig får du en regning på kødet fra 'Birgits Butik' som oplyser til revisor og skat. Så skulle det vist være på plads.

 

Se her hvad andre, der har smagt det før, har skrevet om oplevelsen:

* Vi spiste verdens bedste flæskesteg med sprøde svær i lange baner.

* Gæsterne ville hellere have pulled pork fra frilandsgrisen end fra supermarked grisen.

* Vi sender jer en hilsen, hver gang der er gris på bordet. Det smager stadig bedre end noget andet.

* Krebinetterne smager helt anderledes og meget bedre end dem fra konventionel gris.

* Kan helt tilslutte mig alle de positive kommentarer - det fås ikke mere mørt, saftigt og smagfuldt, vi nyder det hver gang.

* Allerede den første mundfuld var en glædes-begivenhed! Og den gode oplevelse holdt ved under hele måltidet! Det må være Bogø-Noma!!!

* Så snart vi satte kniv og gaffel i kødet, kunne vi mærke forskel. Det var hverken hårdt eller sejt, men "blødt" og fyldigt. Så fik vi det i munden, wau, tænderne sank bare i, og så kom smagen.

Og nyd billeder og video herunder.